Velkommen til Dalvang
Vi har opsagt vores forpagtning på Søllestedgaard Gods. Der opstod en unik mulighed for at skabe vores helt eget sted.
I egne lokaler – et sted, vi vil kunne forme efter vores ønsker og drømme – og så endda tættere på Nakskov.
<
Brasseriet / NYHED
BRASSERIET & LOLLAND BRYGHUS er flyttet til DALVANG i Arninge, kun 5 km fra Nakskov
Siden sommer 2023 har vi driftet den gamle ombyggede hestestald på Søllestedgård Gods under navnet Brasseriet, men pr 01 februar 2026 er vi fraflyttet matriklen.
Vi har opsagt vores forpagtning med godset da der opstod en unik mulighed for at skabe vores helt eget sted. I egne lokaler - et sted, vi vil kunne forme efter vores ønsker og drømme - og så endda tættere på Nakskov.
Vi har købt den hundrede år gamle landejendom, som mange lokale kender under navnet DALVANG. Ejendommen rummer såvel selskabslokaler som køkkener & overnatningsfaciliteter. Desuden er her en smuk have med flotte, store træer og en idylisk lille sø. Der er parkeringsplads foran bygningen ud mod vejen (også stor nok til busser)og så ligger DALVANG i Arninge, kun 5 km fra centrum af Nakskov.
.
.
Der vil - efter den ombygning, vi allerede er godt igang med - være plads til både Lolland Bryghus, gårdbutikken, caféområdet samt et større event- og festlokale. Og nu også overnatning; DALVANG har 8 dobbeltværelser når det hele står færdigt.
.
Brasseriet på Søllestedgaard er således lukket ned og vil fremadrettet ikke være driftet af os.
.
I løbet efteråret har vi afmonteret den franske bar og vores øvrige inventar & effekter og flyttet det til vores nye adresse – og pr 01 februar er Lolland Bryghus ligeledes nedtaget, flyttet og opsat på den nye lokation.
Det har ikke været en let opgave at styre gennem en flytning af den størrelse og helt ærligt, så havde vi aldrig klaret den uden helt uvurderlig hjælp fra nye venner, gode gamle kontakter & fantastiske lokale ildsjæle. Projekter er der stadig masser af og vi er endnu ikke helt i mål forud for sæsonens åbning … men vi er tæt på. Hold øje med vores sociale medier & hjemmesiden her for yderligere info omkring åbning og koncept.
.
.
Du kan selvfølgeligt altid skrive til os vedrørende mulighed for afholdelse af diverse events & arrangementer samt catering – så ser vi om det kan passes ind.
Om os
Fra København til Lolland
Vi er et tidligere Københavns baseret restauratør par som er tilflyttet regionen i 2022 efter først at have haft flexbolig & køkkenhave i nogle år hernede. Lolland var i sidste del af corona-tiden vores "go-to" sted for at finde ro til at træffe de rigtige beslutninger når det handlede om at finde mening med at forblive i en branche som vi elsker, en branche som led fælt under nedlukningen og var trængt personalemæssigt.
Vi rystede posen og genvandt via beslutningen om at flytte herned, også troen på at man godt kan drive restaurant og skabe noget værdifuldt i sit nærmiljø - til trods for placering langt ude i naturen. Langt fra storbyens puls.
Sofus er udlært kreaturslagter & pølsemager fra et lille slagterhus i Odsherred før han blev kok og tabte sit hjerte til det franske klassiske bistrokøkken. Han kender sit kød og sine udskæringer. Han har været i branchen "altid" og har en fortid på velrenommerede restauranter i København. Han brænder ligeledes for at klæde de næste generationer godt på fagligt, og er vellidt som gæsteunderviser på fagskolen både i KBH & Nykøbing F. Han tager aldrig den nemme vej, og han går aldrig på kompromis med kvaliteten. Sofus har rejst i Argentina & Mexico og har altid været fascineret af den latinamerikanske tilgang til at marinere & grille kød på.
Anne har en uddannelse i fransk erhverssprog & kommunikation. Hun har boet i Paris og arbejdet i det franske restaurationsmiljø. Hun grundlagde i 2009 firmaet Annes Gademad efter en lang madfokuseret rundrejse i Asien - det første mobile gadekøkken i København designet i en ombygget ladcykel fra Sorte Jernhest. Da firmaet blev "landfast" på Vesterbro indtrådte Sofus og sammen udviklede de efterfølgende en større frokostcatering virksomhed og siden blev deres franske brasseriet skabt i Valby – Brasserie Valby.
Anne er meget optaget af eksotiske krydderier, de små smagsnuancer, syltning & fermentering. Gamle konserveringsmetoder som henkogning benyttes også i hendes køkken. Og så elsker hun at dyrke tomater & havebrug generelt. Faktisk er hun så meget nørd at både jord og hendes højbede fra drivhusene på Søllestedgård er flyttet med til Dalvang. Hun udvikler også kryddersnapse der kan købes fra Gårdbutikken eller nydes til frokosten.